
Den opsigtvækkende sag mod Bandidos og et dansk medlem af rockerbanden er endt med en anklage for to tilfælde af trusler om vold og afpresning. Det var alt. Mere kunne det ikke blive til da den offentlige anklager mandag indgav anklageskriftet til retten i Bangkok.
Fiasko for anklagemyndighed
Anklageskriftet er en bleg forestilling i betragtning af den dramatiske arrestation, der fandt sted i juli med indsættelse af 100 special politifolk på ferieøen Koh Samui og badebyen Pattaya.
Dengang blev det annonceret, at Bandidos rockerne stod bag hvidvaskning af 3.000 millioner baht, cirka 455 millioner kroner, ved hjælp af ulovlige ejendomshandler på Koh Samui. Men den del er altså nu opgivet.
Fra dansk side kaldte politiet arrestationen for kronen på samarbejdet mellem det danske Nationalt Efterforsknings Center og det thailandske Department of Special Investigation.
På vej på fri fod
Bandidos-rockerens advokat har hidtil forgæves forsøgt at få danskeren løsladt mod kaution. Det ventes imidlertid at retten nu på baggrund af de beskedne anklager, sagen er endt med, vil give efter for ønsket og tillade, at danskeren frigives, indtil de første retsmøder i sagen skal finde sted.
Det første retsmøde vil tidligst kunne finde sted om et halvt år.
Kilde: Dansk Thai Website
Be the first to comment