Dansker død i Thailand

En dansk mand på 42 år er død i en trafikulykke i Thailand. Han var mandag eftermiddag på vej fra badebyen Pattaya til hovedstaden Bangkok i en taxi, hvilket er en tur på cirka tre timer. Chaufføren mistede herredømmet over bilen på en strækning, hvor der normalt er gode oversigtsforhold, men for tiden er der vejarbejde.

Det thailandske politi forklarer, at ingen andre trafikanter var indblandet i ulykken. Begge blev hårdt kvæstet, og danskeren døde senere mandag af sine kvæstelser på Bangkok-Pattaya Hospital. Chaufføren overlever, men han er så hårdt kvæstet, at det har været vanskeligt for det thailandske politi at afhøre ham.

De første oplysninger tyder på, at et dæk eksploderede, og at chaufføren herefter mistede kontrollen over bilen. Det thailandske politi oplyser desuden, at chaufføren ikke var påvirket af alkohol.

De pårørende i Danmark er underrettet om ulykken.

Kilde: Dansk Thai Website

Del budskabet

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*