Tilstår drab på russiske turister

En 24-årig mand er blevet anholdt i forbindelse med sidste uges brutale dobbeltdrab på to russiske kvinder, der var turister i den thailandske ferieby Pattaya. Den mistænkte, Anuchit Lamlert, blev anholdt i Chonburi-provinsen, der ligger cirka 110 kilometer sydøst for Bangkok.

Den anholdte har ifølge lokale medier tilstået, at han skød 30-årige Tatiana Tsimfer og 25-årige Liubov Svirkova, der blev fundet døde i to liggestole på stranden.

Den thailandske avis The Nation oplyser på sin hjemmeside, at den 24-årige anholdte tidligere har været straffet for røveri mod udenlandske turister. Lamlert har ifølge lokale medier fortalt politiet, at motivet til dobbeltdrabet var røveri. Det er der imidlertid blevet sået tvivl om, da kvindernes ejendele var urørte.

Efter dobbeltdrabet stak den anholdte af fra gerningsstedet på en motorcykel og kastede mordvåbnet, en 9 mm. pistol, fra sig i en grøft. Politiet har dog endnu ikke fundet skydevåbnet, oplyser The Nation.

Pattaya, der er blevet et populært rejsemål for russiske turister, er blandt andet kendt for sine badestrande, en omfattende sexindustri og høj kriminalitet.

Kilde: Dansk Thai Website

Del budskabet

Vær den første til at kommentere

Skriv en kommentar

Din email adresse vil ikke blive vist offentligt.


*